En motorcykelrejse gennem Indiens Himalaya over det Tibetanske Plateau til det buddhistiske motorcykelmekka i byen Leh er et sandt bombardement af sanserne.

Omkring 100 sorte yakokser står drysset ud over det golde landskab som stenstøtter og tygger drøv i højfjeldssolens stråler på det Tibetanske Plateau. Idyllen afbrydes, da en stor, sort og kåd yakokse sætter i fuldt firspring over sten, grus og græstuer, så støvet hvirvles op og småsten står til alle sider, alt imens den kaster sit hoved fra side til side. Vi er på vej på motorcykler, gamle engelske modeller af mærket Royal Enfield, over Wari Lah-bjergpasset, der ligger ca. 5300 meter over havets overflade i Indiens Himalaya. Vores kurs er sat mod den frodige Nubra-dal, der ligger under os i 3.000 meters højde, ikke langt fra grænsen til nabolandet Pakistan.

På en motorcykelrejse gennem Himalaya møder man motorcyklister fra Indiens fjerne afkroge hertil, og mange af dem har kørt tusindvis af kilometer fra deres hjembyer i Indiens lavland for at opleve suset ved at krydse de høje bjergpas i Himalaya på to hjul. Særlig sjovt er det at se de indiske sikher, der i stedet for at bære hjelme kommer susende afsted med store, kulørte turbaner på hovedet og dertilhørende old school motorbriller. Som sikh i Indien er man nemlig fritaget fra lovkravet om at bære hjelm; man skal blot for sin egen skyld binde sin turban så stramt, at den bliver siddende på hovedet.

Er man villig til at gå lidt på kompromis med komforten, så belønnes alle motorcyklister, uanset nationalitet, med udsigter, der kan få selv den mest berejste globetrotter til at tabe underkæben: En uendelig hær af bjergtoppe med evig sne marcherer mod horisonten, og hver gang man krydser et bjergpas, kommer man til enny dal med et nyt landskab. Bjergene i det sydlige Himalaya er beklædt med grønne kaktus, kolossale figentræer og bananpalmer. Men jo længere op i Himalaya man kommer, jo mere goldt og øde bliver terrænet, og efter et par dages kørsel er de tropiske planter erstattet af stendynger, græstuer og snedriver.

Alverdens dyr på landevejen

Der er venstrekørsel på landevejene i Indiens Himalaya, og som udgangspunkt skal man have sit blik fastfrosset på vejen og ikke lade sig friste af at stirre for længe på de storslåede bjerglandskaber, mens man kører, for på vejen blander alverdens dyr sig med lokale skolebusser fyldt med børn, der vinker, hujer og griner, indiske lastbiler af mærket Tata, der er malet i alle regnbuens farver, og som trækker en tyk, sort stribe af røg efter sig,trehjulede tuk tukker og knallerter.

Flokke af gyldenbrune rhesusaber med røde bagdele holder til i vejkantenog venter på, at nogen smider frugt ud af busvinduet til dem, hundredvis af langhårede bjerggeder med snoede horn på vej til højlandet sænker trafikken, sorte grise med stride børster går og roder i skraldebunker, inden de pludselig hviner op og iler tværs over gaden, og overalt på vejene ligger gadehundene og snorksover hele dagen lang, for blot at vågne ved solnedgang og starte et øredøvende hundeslagsmål, der varer lige til næste daggry. Om natten kan man være heldig at spotte sky leoparder, der er på vej til landsbyerne for at gå på rov,og hvert år tager de store kattedyr både får, geder og af og til et par små skolebørn.

Hellige mænd og køer langs landevejen

Himalaya er ifølge mytologien hjemsted for de mange hinduistiske guder, og derfor kommer der pilgrimme fra hele landet til denne region for at besøge de mange gamle templer og hellige steder. En af de vigtigste guder, der ifølge sagnet holder til i Himalaya, er guden Shiva, der i Indien er gud for død og ødelæggelse.

Ja, sådan enguddom har de nemlig også. Shiva er guden, som de hellige mænd tilbeder, og i denne tilbedelses-kult hører det sig til, at der ryges cannabis til ære for Shiva. Den stærke tobak vokser overalt i det sydlige Himalaya, hvor kolossale hampeplanter svajer i vinden, og hvor der er lige så mange hampeplanter i en grøftekant, som der er brændenælder i en dansk rabat. Her i Himalaya tændes der op i hashpiberne, og hellige mænd med rødsprængte øjne slentrer smilende ned ad gaden i de små bjergbyer.

Her bliver de liggende uden at røre sig ud af flækken – dovne, ligeglade og hellige, som de jo er, er de fuldstændig upåvirket af busser og lastbiler, der holder hornene i bund for at få dem til at flytte sig. Først nåren lokal bjergbonde kommer løbende og truer den hellige ko med en bambuskæp hævet over hovedet, rejser koen sig, og trafikken kan fortsætte. Mere hellige er de altså ikke, end at de kender til et rap over ryggen fra ensvirpende bambuskæp.

Den mest spektakulære strækning for motorcyklister går fra byen Manali i det sydlige Himalaya til den buddhistiske oase Leh på det Tibetanske Plateau. Denne strækning går over adskillige bjergpas i 4.000-5.000 meters højde, hvor store, grådige gribbe kigger sultent efter motorcyklisterne, over højsletter med ulve og vilde æsler, forbi bjergsøer med azurblåt gletsjervand og langs brusende smeltevandsfloder. I det sydlige Himalaya kan man bo som en rigtig Maharaja på gamle heritage-hoteller, som er bevaringsværdige paladser og kongeslotte, der er indrettet til hoteller med moderne faciliteter. Men her på højsletten overnatter man iteltlejre, tænder lejrbål om aftenen og rister krydret lammekød over gløderne, alt imens man drikker indisk rørsukkerrom og taler om dagens køretur med sine medrejsende.

Udsigt over landskabet på det Tibetanske Plateau

Om natten træder en funklende stjernehimmel frem, og den klare luft kombineret med den sporadiske bebyggelse gør, at man kan se mælkevejen slynge sig gennem universet som en hvid tåge, mens stjerneskud tegner lysende streger på den sorte nattehimmel, og den iskolde vind bider i huden. Hvor hinduismen, med dehellige mænd og køer, er dominerende i landskabet i det sydlige og frodige Himalaya, så er det den tibetanske buddhisme, der dyrkes, når man kører op i højderne og ruller af sted på vejene i det storslåede og golde tibetanske plateau ca. 4.000 meter over havets overflade. Her går kronragede buddhistiske munke og novicer langs landevejen, og deres safranrøde munkedragter lyser op i det sandfarvede landskab. Langs vejen ved Indusfloden mod byen Leh, hovedstaden i den selvstændige indiske region Ladakh, hænger middelalderlige, hvidkalkede klostre på stejle bjergskråninger med en altid dybblå himmel og en bagende sol i baggrunden.

Indeni er disse klostre malet i stærke farver med billeder af de guder, der dyrkes inden for den tibetanske buddhisme. Mange af guderne, blandt andre beskytteren Maha Kala, optræder i en grufuld og grotesk æstetik med blottede hugtænder, et vildt blik i øjnene og iført en halskæde af kranier, dansende på døde

menneskekroppe og med flammer i baggrunden. Hensigten med denne beskytter er, at den fremtræder såskræmmende, at den holder selv de mest onde ånder væk. Denne afbildning ses side om side med billeder afen slank og fredfyldt Buddha, der sidder med lukkede øjne og mediterer i en lyserød lotusblomst. I sådanne omgivelser kan man tage til morgenbøn i Thieksey-klosteret i Indus-dalen. kl. 6 om morgenen. Påklosterets tag står munkene iført deres orangerøde klæder med gyldne hjelme på hovederne og blæser i lange messingrør ud over Indus-dalen.

Efter få minutter myldrer små menneskeskikkelser ud af husene for foden af klosteret, alle iført de karakteristiske røde munkedragter, og kort efter er bedesalen fyldt af munke i alle aldre. Fra små seksårigedrenge, der driller og tjatter til hinanden på vej op ad trapperne, til gamle mænd, der åbenlyst gaber, mens demonotont messer de mange mantraer, akkompagneret af trommer, skralder og bjælder.

At rejse er at få vasket øjnene

Vi kender alle den gamle, danske digter, der sagde: ’At rejse er at leve’. I Kina siger man: ’At rejse er at få vasket øjnene’. Efter en tur gennem Himalaya på to hjul kan man skrive under på, at begge talemåder indeholder essentiel livsvisdom.

Livet kan ikke blive meget mere intenst, end når man suser gennem Himalayas sansebombardement på en engelsk Royal Enfield-motorcykel. Her lever man livet til fulde. Efter en sådan rejseer øjnene blevet vasket, og alt står langt mere tydeligt frem. Man har fået tusind ting at undre sig over, men samtidig et nyt og anderledes blik på den mangfoldige verden vi lever i.