En motorcykelrejse gennem Peru byder på alle slags tænkelige landskaber. Samtidig er det en
enestående mulighed for at komme helt tæt på landets oprindelige, indianske befolkning, der
nedstammer fra inkaerne.

”Se! En Andeskondor!”, udbryder vores peruanske motorcykelguide, Coco. Hans pegefinder dirrer og stritter ud
i luften i retning af en kæmpestor, sort skygge, der kommer glidende fra en fjern, forreven bjergtop og videre
henover bjergsiden til den grønne dal, hvor vi står og nyder udsigten. Vores blikke følger kondoren til den er
som en lillebitte prik i horisonten, der langsomt forsvinder. Og lige så hurtigt, som den dukkede op, er denne
ådselæder med et vingefang på ca. 3,2 meter og en vægt på 15 kilo, nu væk igen. Vi befinder os midt i
Andesbjergene i Peru, inkaernes gamle rige, og bagved os holder vores Suzuki og Honda 650 kubik motorcykler,
der så let som ingenting har taget os fra Stillehavskysten og her op i små 3.000 meters højde. ”Inkaerne havde
tre hellige dyr i deres tro”, fortæller Coco, og vi trækker sammen omkring ham her på bjergskråningen, her i en
krydsild af en bagende sol fra en dybblå himmel og en kølig vind, der blæser oppe fra gletsjerne. ”Kondoren,
der repræsenterer himlen og guderne. Pumaen, som symboliserer jorden og menneskene, og slangen,
symbolet på underverdenen og de døde; forfædrene. Dette, mis amigos (mine venner), var inkaernes
treenighed”, afslutter han. Vi takker. Det er en fornøjelse at lære så meget om historien og kulturen, mens man
er afsted på motorcykel. Det er vi enige om – med et anerkendende nik i rundkredsen. Der er stille her i
Andesbjergene, ingen trafik, fine asfalterede veje og lige nu og her kun stilheden, roen og vinden, der suser.
Men der varer kun lige indtil vi får tændt for maskinerne, der brøler som bjergpumaer. Hjelmene klikker,
lynlåsene sippes, og snart glider også vi gennem bjergene, i den retning hvor Andeskondoren forsvandt.

Fri som en Andeskondor

Hvem ville ikke være misundelig på en, der har valgt at bruge sine opsparede ferieuger og sparepenge på at
køre afsted på motorcykel under Andesbjergenes toppe, forbi vulkaner og azurblå bjergsøer og opleve den
frihed, man kun kan opleve på en velsmurt motorcykel? Og så i så fjerne og eksotiske egne som Sydamerika.
Mens vi kører afsted, kan vi dufte blomster og græs i dalene, det friske brusende vand fra floder og vandfald og
den pirrende duft af brænderøg fra bål i de små landsbyer, hvor der grilles saftige, gule majsfodrede kyllinger.
Vekselvirkningen mellem varmen fra dalene og den kølige forfriskende bjergluft på bjergpas i ca. 4.000 meters
højde, mens man skiftevis river motorcykel fra side til side, fra højre til venstre i de mange sving på de snoede
bjergveje, får det til at sitre i kroppen af rejselykke og køreglæde. Dette er vist det tætteste, man kan komme
en følelse af frihed, når motorcyklen gør drømme til virkelighed og forløser udlængslen efter fremmede
horisonter og motorcykeleventyr. Og vi blæses omkuld af det storslåede landskab, mens ørken, højsletter med
vilde, græssende, gulbrune vikunjaer, et kameldyr, og forrevne grå tinder af granit glider forbi. Og alle, der
kører motorcykel, ved jo, at har man først har fået benzin i blodet, ja, så er der ingen vej tilbage. For hvis man
selv kan vælge, hvordan verden skal opleves, hvem vil så ind i en stor aflukket turistbus? Ikke os motorcyklister!
Og det ser vi også, når vi overhaler en turistbus, hvor de rejsende sidder som fisk i et akvarie og sender os
lange, stjålne blikke. Når vi holder ind på en rasteplads for at låne toilettet, spørger turisterne fra USA, Frankrig
og Kina os om, hvor vi kommer fra, tager billeder af os, og selfies af sig selv med vores motorcykler, og de vil

høre, om vi mon er kørt hele vejen fra Danmark? Vi føler og lidt som rockstjerner for en stund, men følelsen
varer kun lige, indtil vi ser, at der er andre rejsende, der kommer ned ad vejen på mountainbikes, men al deres
bagage i sidetaskerne! Ja, så må overgive os, for de er så seje, når de kan tage den tur i små 4.000 meters højde
på en rugbrødsmotor!

Mumier og mystiske mønstre i ørkensandet

Et kranie kigger op på os fra et hul i ørkenen med noget, der ligner et grotesk forstenet smil. Vi har parkeret
vores motorcykler i sandet ved byen Nazca i den nordlige del af Atacamaørkenen, et af verdens tørreste steder.
Og synet af de tomme øjenhuler giver kuldegysninger, selvom temperaturen er over de 30 grader celsius.
Rundt omkring er der andre grave fra det, der kaldes for Nazca-civilisationen. Det var på denne måde, de
begravede deres døde, fortæller vores guide. Siddende op, ansigtet vendt mod solopgangen, og de fik majs og
chicha, inkaerne svar på øl, med til livet i det hinsides. Det er en af disse civilisationer, som inkaerne står på
skuldrene af, fortæller han videre. Inkaerne var blot en af mange højtudviklede samfund, før spanierne kom
hertil.
Ud over disse grave, har denne Nazca-civilisation efterladt sig nogle linjer og formationer i den omkringliggende
stenørken, som kun kan ses fra en flyver. Det må vi selvfølgelig også opleve, så vi tager til den lokale lufthavn,
hvor der ikke er sikkerhedskontrol, så man går direkte ud på landingsbanen og ombord på et lille propelfly,
hvor alle passagerer har vinduesplads. Vi får udleveret høretelefoner, og så snart vi er et par kilometer oppe i
luften, hører vi pilotens stemme i den skrattende højtaler: ”Hummingbird skrat-krat on your rigth!!
Hummingbird skrat-skrat on your rigth!!” (Kolibri til højre side) Og ganske rigtig kan vi, i flyets højre side, nede i
stenørkenen se en tydelig tegning af hvide streger på en sort-brun baggrund, der forestiller en kolibri med det
karakteristiske lange næb. Men næppe har vi fået grebet ud efter kameraet og fået det tændt, før der lyder et
”VRUUUM”, og man må holde godt fast i sædet, da propelflyveren vender 180 grader, og pilotens stemme igen
skratter løs: ”Hummingbird on your left!” (Kolibri på venstre side), og nu er det passagererne i flyets venstre
side, der har udsigt til tegningen af kolibrien. Og sådan forsætter det de næste ca. 25 minutter: Vi ser figurer,
der ligner aber, kondorer samt geometriske mønstre som trekanter, rektangler og spiraler og en lille bizar
mandslignende figur, som piloten omtaler, som en ”astronaut”. Vi lander igen på jorden, let omtåget efter den
intense flyvetur, mens spørgsmålene rumsterer i hovedet: Hvorfor gjorde disse mennesker fra Nazca-
civilisationen, for ca. 1500 år siden, så meget ud af at skabe disse formationer i ørkenen, som kun kunne ses fra
himlen? Hvad var formålet dog med dette? Svaret blæser i den tørre ørkenvind.
Vi sadler op og rider videre på vores jernheste her i udkanten af Atacamaørkenen, som en lille armé af spanske
conquistadorer. Ikke for at erobre inkaguld, men for at gøre os selv rige på uforglemmelige
motorcykelrejseminder.

Leve madrevolutionen!!

”Viva la revolution” er et kendetegnende slogan for de sidste århundreders historie her i Sydamerika.
Op gennem 1800-tallet løsrev landene sig, efter lange, blodige uafhængighedskrige, fra koloniherrerne i
Europa, og i 1900-tallet fulgte adskillelige revolutioner, modrevolutioner og borgerkrige. En af det 20.

århundredes mest berømte latinamerikanske revolutionære, er Ernesto ”Che” Guevara fra Buenos Aires i
Argentina, der kørte på motorcykel, blandt andet gennem Peru, og mødet med den udbredte udbytning,
ulighed og fattigdom i 1950’ernes Latinamerika, gjorde, at han blev revolutionær. Han blev senere fanget og
likvideret i Bolivia af CIA. Men i øjeblikket er det hverken en socialistisk revolution eller en borgerlig
modrevolution, der finder sted i Peru. Det er en sand madrevolution, som man spiser sig igennem! For de fire
klimazoner og et terræn med kystlinje, bjerge og Amazonjunglen gør, at der findes stort set alle slags tænkelige
afgrøder, fisk, kød og krydderier her i Peru. Og inden for det sidste årti er peruansk mad blevet populær spise
verden over, og Peru er blevet et sandt Mekka for madturisme. I hovedstaden, Lima, er der skudt adskillelige
Michelin-restauranter op, som har specialiseret sig i at lave mad med udelukkende lokale råvarer. Salt udvindes
fra varme kilder i Andesbjergene, og majs i alle regnbuens farver dyrkes i højlandet. Majs bruges til at lave
Chicha Morada, en lillafarvet gæret drik, som nydes alle steder i landet. I Peru findes der mere end 3.000
forskellige kartoffelsorter, og selve kartoflen stammer jo også her fra Andes og vokser side om side med
quinoa. Quinoaplantens frø ligner hirse og har været dyrket her i Andesbjergene i mere end 5.000 år og gror
fint her i de golde, kølige og utilgængelige egne. Inkaerne kaldte quinoa for "Moderkornet" og for dem var det
helligt. Ved festlige lejligheder serveres der helstegte marsvin. De holdes i bure i landsbyerne og betragtes som
en delikatesse og er en dyr og eksklusiv spise på disse kanter. Denne særlige egnsret er endda afbilledet på et
maleri en katedral i byen Cusco, hvor Jesus og hans tolv disciple har nadver og spiser det sidste måltid sammen.
For ifølge maleren, skulle Guds søn da også smage det lækre marsvin! En anden af Perus nationalretter er
Ceviche, en fiskesalat, som består af råmarineret fisk med lime, salt, løg og hakket chili. Denne ret er lidt
nemmere at få ned end det førnævnte marsvin. Efter en lang dag i sadlen spiser vi os gennem Peru med en
appetit som sultne bjergpumaer. Coco, vores guide, hakker marsvin ud, skindet er sprødt, hoved og klør er med
på tallerkenen, og det smager lidt som kanin, bliver vi enige om ved bordet, mens vi skåler i lokal peruansk,
sukkerrørsro og, Pisco Sour – Perus nationale cocktail laves på pisco, en lokal brændevin, der minder om
grappa, blandes med limejuice, sukker, tilsættes piskede æggehvider, så hele herligheden serveres
skummende, let og luftig, sød og frisk på en og samme gang. Vi prøver også grillet oksehjerte på spyd,
confiteret, langtidsstegt svinekød med sprødt skind, serveret med mos fra søde kartofler og rødbede.
Endvidere rosastegte Alpaka-medaljoner – alpakaen er i familie med lamaen – og kødet er mørkerødt og minder
i smagen om kronvildt og serveres med trefarvet quinoa og nødder, så det knaser, og med en særlig kompot af
bær. Velbekomme! Ud over, at den nuværende madrevolution gør det til en sand fornøjelse at rejse i Peru, så
skaber den også arbejdspladser og tiltrækker turister fra hele verden. Den peruanske madrevolution har
samme koncept som det nye nordiske køkken, hvor der benyttes lokale, sæsonbestemte råvarer.

Amazonas – det grønne ocean.

Vi har kørt vores motorcykler gennem Perus spektakulære ørkenlandskaber og over bjergpas i Andes, og nu går
vores sidste strækning gennem Amazonjunglen. Vi starter i inkaernes hellige dal i Andesbjergene, i ca. 2800
meters højde, og bevæger os over to bjergpas i tørt, goldt og forrevet landskab, bjergpumaens jagtmarker, til vi
passerer et bjergpas med udsigt til Amazonjunglen, og et endeløst ocean af grøn jungle åbner sig for vores
øjne. Som med et trylleslag er landskabet forandret. Vi kører videre ned i den tætte vildtvoksende tågeskov, og
opsluges af den mørke. Men kan næsten ikke se ind i junglen, da der er som en mur af grønt og sort. Skyerne
glider forbi trækronerne, orkideer vokser på stammerne, og sortgrønne kolibrier drikker sukkervand af et

foderbræt med flydende føde. Pludselig høres den summende lyd fra deres vinger. Den tørre vind fra Andes er
afløst af en fugtig varme.

Machu Picchu. Inkaerne forladte by

Fra junglen går turen tilbage til Cusco i Andesbjergene, hvor vi parkerer motorcyklerne og tager den sidste
strækning med tog til inkakongernes forladte by, Machu Picchu. Her kan man ikke komme til på motorcykel.
Vi vandrer mod toppen, gennem tæt skov af bambus, og får fornemmelse af en åbenbaring, da vi ser ud over
ruinerne af den gamle inka-citadel. Machu Picchu betyder ”den gamle bjergtop” på quechua, sproget i
andesregionen, og det er et prægtigt syn, da det gamle citadel fra 1400-tallet er omgivet af skarpe bjerge
bevokset med tågeskov. Ifølge arkæologerne var det et retrætecenter for inka-aristokratiet og gejstligheden fra
Cusco, Inkaemperiets hovedstad, og Machu Picchu ligger ca. fem dages vandring derfra. I Machu Picchu trak
inka-aristokratiet sig tilbage fra deres politiske liv for ca. 500 år siden for at tilbede deres solgud, Inti. Stedet
udgraves og udforskes stadig af arkæologer. Vi går på opdagelse i ruinerne og studerer alle detaljerne, inden vi
tager toget tilbage til bjergbyen, Cusco. Her ser vi byen, der summer af både indianske markedspladser og
spanske katedraler, og om aftenen tager vi på spillestedet Ukuku, hvor der langes skummende Pisco-sour-
cocktails over disken, og et stort orkester sætter gang i dansegulvet, så latinofeberen stiger.
Og vi skåler for en storslået motorcykelrejse gennem Peru!