For 60 millioner år siden har ufattelige, kolossale naturkræfter skabt verdens største bjergkæde, Himalaya, hvor gammel søbund er presset så langt op i luften, at den næsten rører ved himlen. Og hvordan ville det mon være at køre tværs over denne bjergkæde på en klassisk motorcykel, hvor man kører på kanten af kløfterne og på kanten af, hvad der er menneskeligt muligt? Det satte en gruppe motorcyklister fra Danmark og Sverige sig for at finde ud af i september 2019.

”PLASK!!” En motorcyklist styrter midt i en rivende strøm af iskoldt smeltevand, der strømmer fra en fjern gletsjer på en bjergtop højt oppe over vores hoveder, strømmer videre ned ad bjergsiden og henover det, der engang var kørebanen. Smeltevandet, der formentlig kun lige er et par grader varmt, har skyllet al asfalt og grus væk, så der kun er store glatte kampesten. Og mister man her kontrollen over kværnen på de glatte sten, er der iskold afregning: hovedet kommer under, hjelmen bliver fuld af vand, og vores arme ven har motorcyklen over sine ben, mens han spræller i strømmen som en ilter laks på alt for lavt vand. Vi andre smider, hvad vi har i hænderne for at komme ham til undsætning, men den tynde luft, her i små 4000 meters højde, gør det svært at få fart på fodtøjet, og heldigvis har vores arme og sjaskvåde ven hurtigt fået slidt sig løs og er igen kommet op at stå. Våd som en gulvklud er han så nu, men om han vil skifte tøj og slappe af i følgebilen? Ikke tale om! Jeg er tør igen efter en halv time på kværnen, forvisser han os om, og så er det bare om at komme afsted, så vinden kan tørre tøjet.

Kaos og vandkrydsning

Vi kører på Royal Enfield motorcykler i den nordligste del af Indiens Himalaya på en strækning fra Leh til Manali, med en gennemsnitshøjde på 4.000 meter over havets overflade. Vi kører ad hullede, snoede bjergveje og er omgivet af et landskab af endeløse rækker af forrevne klipper. Klipperne ligner en hær af soldater, som er stoppet og stivnet på en uendelig march mod evigheden og nu står og holder øje med os, mens vinden hvirvler sand og støv op i luften, så det svier i øjnene, og så næsen løber.

Ved den lille nomadeby, Bharatpur, har endnu en smeltevandsflod gravet en dyb rende, og vi har valget mellem at vende om eller forsøge at krydse den. Kim Lindholdt fra København, der er deltager på turen, og virkelig ved, hvordan man skal køre motorcykel i dette ufremkommelige terræn, når lige at komme over fossen, før en stor, tung og klodset tankbil triller ud i smeltevandsfossen med så lidt fart på, at den sætter sig fast og blokerer for al trafik, så hverken den eller vi kan komme videre. Hvad gør vi nu? I denne del af verden har de lokale ikke så meget tålmodighed i trafikken, så en lokal indisk kvinde, iført strikhue og flagrende gevandter, kravler op på tankbilen og benytter den som en landgangsbro, for at komme tørskoet over på den anden side af smeltevandsfossen. Smart! Og nød lærer som bekendt indisk kvinde at spinde. Men hvad med os? Vi er jo på motorcykler.

Hurtigt begynder vi at smide sten ud i fossen for at skabe et leje, som vi kan køre over, men, som en stakåndet Peder Maribo fra Risskov i Århus påpeger, så opdager man hurtigt, at man her i den tynde bjergluft, i 4.200 meters højde, hurtigt taber pusten, og der kommer sorte prikker for øjnene. Men for de lokale er højden ikke en udfordring: En efter en får vores
motorcykelguide, Kel Sherpa fra Nepal, og mekaniker, Karan Singh fra bjergbyen Manali i Indien, tonset motorcyklerne over fossen i laveste gear, og de må alle støtte med fødderne hele vejen, så det iskolde smeltevand fylder støvler og får tæerne til at stivne.

Landskabet fra Apollo 13

Vi kører videre gennem dramatiske og monumentale bjerglandskaber. Med våde, forfrosne tæer, godt trætte efter dagens motorcykelstrabadser, men med humøret i top og fulde af begejstring når vi frem til overnatningsstedet, teltlejren Sarchu på et plateau i 4290 m højde, der minder om månelandingen i 1969: goldt, øde, forrevet og gudsforladt. ”Det ligner landskabet fra Apollo 13’s månelanding” udbryder Jan Andersen fra København og børster ”månestøvet” af sin motorcykeljakke. Vi flår hjelmene af, sætter os i en stol i dagens sidste solstråler og nyder en kølig indisk pilsner af mærket Kingfisher og en kop masala chai, indisk krydderte med mælk og sukker, som serveres overalt langs landets støvede veje.

Og alle er vi støvede og vilde i øjnene, mens snakken går om alle de vanvittige udsigter, man ser fra sadlen på vores Royal Enfield motorcykel. Og det er ikke så lidt: grå og sorte yakokser, der kommer springende over vejen foran os, vilde æsler, som løber langs vores hjulspor, bjerggeder med lang pels og snoede horn, der skaber trafikpropper i over 4000 meters højde og forarmede, snavsede indiske landarbejdere, der med hammer og mejsel slider for at skabe vejene i disse uregerlige bjerglandskaber og for at skabe sten til chapati, indisk fladbrød, som en anden – orientalsk – Jens Vejmand. Den gamle, danske digter, Jeppe Aakjær, ville sikkert vende sig i sin grav i ved Jenle, hvis han hørte, at mennesker stadig lever som ”vejmænd” på den her forpinte måde i det 21. århundrede. Og Himalaya kan også være barsk ved dem, der forsøger at krydse dets pas.

På vej over Rotangpasset, i 3800 meters højde, cirklede en flok skallede, Himalayagribbe faretruende tæt over vores hoveder og mindede os om de farer, der kan vente bag de forrevne tinder og oppe over skyerne, mens vi red på asfaltvejen, der snoede sig som en gigantisk pytonslange op mod himlen og førte os gennem skyerne over passet, dybt ind på plateauet og hele vejen hertil, hvor vi nu sidder og hviler os. Solen går pludselig bag en sky en, og dens varme stråler erstattes øjeblikkeligt af en isnende kulde. Vi skutter os, inden vi, meget tidligt denne aften, går til ro i vores telte, mens bjergvinden river og flår i teltenes barduner. Dagen efter fortsætter vi mod bjergsøen Tsokar, der ligger, ca. 4450 meter over havets overflade, på en højslette ved en lille nomadeby af stenhuse, som ved første øjekast ser forladte ud. Flere floder skal krydses, og bjergpas i over 5000 meter skal bestiges næste dag, så vi må sørge for at være veludhvilede.

Mad er mere end blot rice and curry

De lange, udfordrende strækninger og de mange timer i sadlen giver en gudsvelsignet appetit og heldigvis er der råd for at få den slags, når vi støvede og sultne sætter os til bords i Indiens frodige og grønne lavland, såvel som på de forblæste sletter i Himalaya. ”Biryani, kommer oprindeligt fra Persien”, fortæller vores lokale indiske guide, Shahid Rah, der er født og vokset op i Kashmirdalen i det nordvestlige Indien. ”Og det er en af mine livretter”, forsætter han. Og hurtigt bliver det også en af vores nye livretter på denne tur.

Denne risret minder lidt om den spanske paella, hvor ris, kød og krydderier er kogt sammen i en gryde, så risene har suget al saften og kraften fra kødet til sig. På den hyggelige, familiedrevne restaurant med navnet Fat Plate, i byen Manali i det sydlige og frodige Himalaya, bestiller Shahid rigeligt med biryani med stykker af lammekød. Vi sidder i en hyggelig blomsterhave og sønnike står i køkkenet, moderen er fra Indien og faderen fra Nepal. Forældrene går rundt mellem bordene og serverer dampende varm og tilpas krydret biryani og shami-kebabs. Sidnævnte er lammekebab, der er rørt med yoghurt.

I byen Chandigar, i lavlandet, er det den klassiske, indiske butterchicken, vi sætter tænderne i. Vi smager også sød og cremet Malai Kofta – en ret, der består af stegte grøntsagskugler lavet af kartofler og paneer, indisk hytteost, og svømmer rundt i en sød, krydret, tyk karrysovs, der er drysset med rosiner og cashewnødder. Rødlig Tandoori Chicken kommer rygende varm fra den cylinderformet tandoor, en ovn der oprindeligt stammer fra Afghanistan og blev integreret i det indiske køkken med mogulerne, der mest af alt er kendt for, at de byggede Taj Mahal og berigende Indien, ikke kun med arkitektoniske perler, men også med gastronomiske. Og generelt er menukortet i Indien et vindue ind til landets, lange og komplekse historie, da alle de mange lækre retter refererer til hvert deres kapitel i historiebogen, såvel som i kogebogen.

Da vi kommer længere nordpå og ind i bjergene, skifter køkkenet, såvel som landskabet og befolkningen, karakter. På det lille hyggelige spisested, Alchi Citchen, i delstaten Ladakh, introducerer vores lokale guide og tolk, Chewang, os til det tibetanske køkken. På ladakhi, det lokale sprog her i egnen, bestiller han rigeligt med dampede momos: en klassisk tibetansk ret bestående af små, fine dumplings pakket med diverse grøntsager eller krydret fars af lamme- eller kyllingekød og spises med en stærk chutney som tilbehør. Momos spises også i Nepal, og i det nordlige Indien fås de på gådekøkkener overalt.

Ofte spises de med fingrene og serveres sammen med en skål tukpa, som her i landsbyen Alchi er en rustik nudelsuppe, kogt med lokalt dyrkede grøntsager så som kål og kartofler. På spisestedet Alchi Kitchen er det udelukkende lokale kvinder, der arbejder i køkkenet, fortæller Chewang os. Og som gæst sidder man, som det hører sig til her i Himalaya, i skrædderstilling på gulvet ved små, lave borde og hygger sig i rummet med det åbne køkken. Kronen på værket i det tibetanske køkken er den tibetanske ildgryde, der bæres ind på bordet, mens den koger videre med gløder af fyrretræ. En herlig duft spreder sig i gårdhaven, og mens man spiser og spiser, står ildgryden midt på bordet og koger videre, og der tilsættes løbende mere fond. Det er rigtig Himalaya-hyggemad og særligt godt på den kølige aften under den altid klare stjernehimmel. Den tibetanske smør-te, som laves på lyserød Himalayasalt og yaksmør, skal også lige prøves, men den falder kun i god jord hos de største gastronomiske eventyrere. Og så er fårene vist også skilt fra bukkende, hvad det angår!

Turduk – et lille Shangri La tæt på grænsen ved Pakistan.

På vores sidste strækning af motorcykelrejsen i Himalaya glider vi gennem Nubradalen mod den lille landsby, Turduk. På vej hertil flyder farverne i landskabet sammen som i et maleri af Rothko – og formationerne langs floden ligner skulpturer i genren abstrakt kunst.

På bjergsider driver sedimenterne i gråbrune, grønne og okkerrøde nuancer ned ad bjergsider, der nu og da afbrydes af perfekte, krystalklare åer af smeltevand fra gletsjerne, der løber ned ad bjergsiderne og rammer sandbanker i den brusende flod i midten af dalen og hvirvler sedimentet med op, så vandet farves cementgråt. Over dette psykedeliske farvespil brænder solen som en laser fra en dybblå himmel.

Vi stiger af vores sorte jernheste i Turduk, et lille Shangri Lah, og spadserer langs kornmarker, under popler, abrikos- og valnøddetræer. Flere af de lokale indbyggere har blå øjne og er lige så lyse i huden som nordeuropæere her i det område, der kaldes Baltistan, hvis areal er fordelt mellem Indien, Pakistan og Kina. Og her må vi vende. Vi kan ikke komme videre. Få kilometer borte ender vejen ved en militærkontrolpost ved den udefinerede grænse til Indiens arvefjende, Pakistan.

Vi kaster stjålne blikke mod Karakombjergene, inden vi sadler op på vores sorte jernheste og kører hjem til vores lejr, forbi flodlejer, gennem små grønne oaser og gennem et område med bløde sandklitter, hvor de brune, langhårede Bactrian-
kameler står tøjret. De bliver her brugt som transportmiddel, inden motorcykler og lastbiler kom til disse fjerne afkroge af verdens største bjergkæde, Himalaya.

Faktabox

Hoteller. Undervejs kan man overnatte på hyggelige hoteller, i teltlejre eller på gamle kongepaladser i fx byen Naggar.

Bedste rejsetidspunkt. Vejen fra Manali til Leh med de mange høje bjergpas er kun åben fra midten af juni til starten af okt.

Udstyr. Det er en rigtig god ide at medbringe regntøj, varmt tøj, så som en fleece-jakke, lange bukser, varme sokker osv., da det kan blive meget koldt i bjergene om natten. Der kan også komme varme, solrige dage, hvor temp. kommer over de 30 grader celsius. Bjergene har deres eget mikroklima, så det er meget svært at forudsige vejret. Som motorcyklist bør man medbringe motorcykelsikkerhedsudstyr så som støvler, mc-bukser, handsker, rygskjold, full-facehjelm m.m. hjemmefra.

Sikkerhed. Kør ikke alene på motorcykel i den øvre del af Himalaya. Der er ikke telefondækning og heller ikke muligheder for at komme på internettet på lange dele af strækningen.

Mad. Vil man forlyste sig i det spændende indiske køkken, så spis på Fate Plate Cafe i Manali i delstaten Himachal Pradeh, på Alchi Kitchen i Alchi i Ladakh og på Tibetan Kitchen på Fort Road i Leh, Ladakh.

Sådan undgår du højdesyge i Himalaya. Sørg for at du akklimatiserer dig. Det gør du ved at stige langsomt op i højderne samt ved drikke rigeligt med væske. Er du ryger, så undgå tobak. Medikamentet Diamox forebygger højdesyge og skal tages dagligt et par dage i træk inden rejsen i højden starter.