fbpx

På en motorcykelrejse i Sydindiens kommunistiske delstat, Kerala, kommer man helt tæt på den tropiske natur

”PLASK!” En brun ørn slår ned i vandet. I en sky af vanddråber er den igen på vingerne og i dens kraftige kløer hænger en sort søslange. Slangen snor og vrider sig, men til ingen verdens nytte. I skumringstimen stiger ørnen mod den mørke tropehimmel og forsvinder.
Dramaet finder sted lige foran næsen på os, mens vi holder parkeret for at nyde over solnedgangen over en stor spejlblank sø.
I en palmetop sidder ørnen sikkert nu og flår sit bytte i stumper og stykker. Med ørnens forsvinden er stilheden atter tilbage.
Kun vores nakkehår står op og vidner om denne dramatiske jagt.

Jeg træder på kickstarteren, vrider på gashåndtaget og sætter i fart på min Royal Enfield motorcykel. Kursen er sat mod vores overnatningssted, som denne aften er en hyggelig husbåd. Tusmørket lukker sig om os, mens vi kører afsted langs vandet.
Vi er i Sydindiens såkaldte ”backwaters”, et enormt vådområde, der består af tusind søer, laguner, samt et uoverskueligt netværk af kanaler.

Dette vandrige område har i århundreder været en central del af Sydindiens transportsystem, indtil togbaner og lastbiler tog over. Områdets beboere bevæger sig dog stadig med både på de mange kanaler, hvor de fragter gods og personer rundt med motor og padlekraft. Her i bådene sover, lever og transporterer de lokale sig året rundt. Så det er helt oplagt, at vi skulle overnatte på en husbåd denne aften. Husbåden er udstyret med et smukt tag af kokosblade og fibre, bemærker vi, da vi påmønstrer.
Efter afgangen glider vi stilfærdigt gennem kanalerne langs de palmebevoksede bredder, hvor fiskere og små landsbyer er klemt sammen på smalle landtanger, nogle steder på få meters bredde.

Motorcykelmunk som rejsemakker

Min medrejsende er 31årige Pemba Sherpa, en tidligere buddhistisk munk. Han er vokset op i Indiens Himalaya. Som 16-årige aflagde han løfte som munk, blev kronraget og optaget i et buddhistisk kloster for at fordybe sig i metafysiske studier og meditation.
Efter nogle år som munk måtte han dog erkende, at livet rummer andet og mere end bedemøller og lange, hellige remser.
Pemba forlod klosterlivet og konverterede til motorcyklen Royal Enfield og et liv som guide for motorcyklister fra hele verden med eventyr og benzin i blodet.

Nu kender han alle bjergpas i Indiens Himalaya bedre end sin egen bukselomme.
Når bjergpassene i Himalaya sner til og lukker om vinteren tager han til strandene ved Goa, Indiens svar på Ibiza.
Her driver han en kaffebar sammen med sin russiske kæreste, der kan andet end servere kaffe og kage. Hun optræder også som professionel mavedanser.

Pempa taler altid med et smil på læben og en mild og hjertevarm latter. Med Pempa har jeg tilbagelagt tusindvis af kilometer i de gigantiske og majestætiske bjerge i Indiens Himalaya. Men på denne tur har vi sat os for at udforske det sydvestlige hjørne af Indien, den grønne og frodige delstat Kerala.

Marx og kokos

Kerala er uden diskussion Indiens mest velfungerende delstat. Her kan hele 95 procent af befolkningen både læse og skrive, og regionen er fri for den armod og fattigdom, der ellers afholder mange fra at rejse i Indien. Kerala er det nærmeste vi kommer en indisk ”velfærdsstat”, hvor goderne er langt bedre fordelt end i de andre delstater. Regeringen er kommunistisk her og noget af det første, der springer os i øjnene i Kerala, er blandingen af symboler, som hammer og segl, røde faner og flag med billeder af de kommunistiske koryfæer Che Guevara, Stalin og Lenin, der ses side om side med de mange hinduistiske guder. Hele menageriet flankeres af palmelunde og utallige boder langs vejene, der sælger grønne, gule og brune kokosnødder. Navnet Kerala består af stavelserne ”Kera” og ”Alam”, hvilket betyder ”kokospalme” og ”land”.

På tur i naturens overdådige parfumeri

Tidligere i historien havde krydderier den samme værdi som guld og sølv. Det fik europæiske opdagelsesrejsende til at krydse Det indiske Ocean. Det lykkedes Vasco da Gama at runde Kap Det Gode Håb i 1498, og han kunne lande sin flåde i Kerala, der leverede alle de krydderier, vi nu dagligt bruger i vores husholdning. Og dermed var Vasco da Gamas lykke gjort. Og hans rigdom sikret.

Vi kører gennem utallige plantager med kardemomme, peber, kanel, nelliker, gurkemeje, stjerneanis og vanilje. Duften fra plantagerne er et besøg i naturens overdådige parfumeri. Flere steder er krydderierne nemlig lagt til tørre i vejkanten. Det er en berusende oplevelse at åbne næsen på fuld volumen og suge hver en duft og aroma til sig.

I Kerala har man en gammel tradition for at benytte indisk naturmedicin, ayurveda, med det formål at kurere og hele lidelser med planteolier og krydderurter. Mange turister opsøger netop Kerala med det formål, at blive helbredt gennem ayurveda.
Nogle bruger det dog blot som wellness og forkælelse, og den ayurvediske oliemassage hjælper måske også de stakler på motorcykel, der har ømme baller efter en lang dag på kværnen?

Tebuske så langt øjet rækker

En af de store naturattraktioner i det sydlige Indien er bjergkæden Western Ghats. Her befinder man sig i et storslået landskab med endeløse teplantager. Tebuskene bliver sjældent mere end 1 meter høje, for de trimmes og klippes konstant af de kvindelige plukkere, så buskene nærmest ligner små japanske bonsaitræer.

Vi kører gennem teplantagernes små snoede stier, der er perfekte at køre motorcykel på. Hvert højdedrag forærer os den ene storslåede udsigt efter den anden. Set fra et højdedrag danner tebuskene et malerisk mønstre, som leder tankerne hen på enorme slangeskind eller gigantiske skildpaddeskjold. Uanset hvordan man vælger at fortolke landskabet, så har det en nærmest hypnotisk karakter, der gør det nødvendigt at stoppe, dvæle ved oplevelsen og fotografere for at fastholde de eventyrlige indtryk.

I de grønne bakker står kvindelige teplukkere, og modtager os med varme smil, der varmer hjerte og sind i den kølige tågedis i disse 2.000 højdemeter.

Engelsk high tea versus indisk masala chai

Et af de hyggelige indslag undervejs på motorcykelturen er, når vi gør stop ved en af de små interimistiske landevejsboder, der er bygget langs landevejene af brædder og andre simple materialer. Her koges indisk krydderte op med sukker og frisk ingefær, og den nydes sammen med udsigten over bjerglandskabet i skyggen af et figentræ.

Det var de engelske koloniherrer og plantageejere, der bragte tebuskene hertil fra Kina i 1800-tallet for at bryde kinesernes monopol på te på verdensmarkedet. Og i den forbindelse lærte de også inderne at drikke te på engelsk maner, dog med et tvist. For inderne tog tekulturen til sig, men tilsatte krydderier og mælk, så det blev til den kendte krydrede og søde indiske masala chai.

Under kolonitiden blev Indien betegnet som ”Imperiets juvel”, og i Himalayabjergene i det nordlige Indien, Darjeeling, såvel som i bjergkæden Western Ghats i syd anlagde englænderne småbyer, de såkaldte hill stations, efter britisk forbillede.
Englænderne foretrak den kølige bjergluft frem for det varme lavland. Omgivelserne her i bjergene mindede dem om det klima, de kendte til hjemmefra.

Her kunne englænderne drikke high tea i kølige omgivelser, drive hubertusjagt med ræve, der var importeret fra England og distancere sig fra inderne ved at have områder, der kun måtte betrædes, hvis man var iført ”lukkede sko”, hvilket var typisk for en engelsk gentleman, men ikke for en indisk kuli, der gik med sandaler eller var barfodet.

Templet i Trivandrum

Kerala er ikke kun rig på storslået natur og krydderier. Et besøg i det overdådige Padmanabhaswamy tempel vidner om, at der også er en stor kulturel rigdom i dette område. I 2011 blev templets skatkamre åbnet efter anklager om, at de blev misligholdt.
Det endte med at trække avisoverskrifter verden over. Ved åbningen fandt man forseglede rum, som ikke tidligere var blevet udforsket.

Skatkammeret viste sig at indeholde sække med diamanter, en halv meter lang guldkæde, 19 kilo guldmønter og statuer af guder og gudinder. Guldskatten tilhører nu kongefamilien af Kerala, og paladset er et overflødighedshorn af rigdomme fra Indien, Kina og Europa. Skattene skønnes at have en værdi på over 130 milliarder kroner.

I Vasco da Gamas hjulspor

Vi triller gennem gaderne i den europæiske koloniby, Fort Kochi, og parkerer vores motorcykler for denne gang. Fort Kochi er en gammel europæisk handelsstation med bygninger af de portugisere, hollændere og englændere, der har boet og levet her i århundreder.
I det hele taget er der en sydeuropæisk og afslappet stemning i byen.

Kochi har en synagoge fra 1600-tallet med et tilhørende jødisk kvarter og en anakronistisk vaskeplads, hvor der vaskes med håndkraft og stryges med gamle strygejern fyldt med glødende trækul, samt velduftende krydderimarkeder. Og så er Fort Kochi stedet, hvor Vasco da Gama endte sine dage.

I Indien ældste katolske kirke, St. Francis, ligger den grav, hvor han hvilede, før hans jordiske rester blev fragtet til Portugal.
Gennem de smalle stræder, hvor ingen biler kan komme, trækker fiskehandleren afsted med sin cykel, mens han råber: ”Meen, meen!” ”Fisk, fisk!” på det lokale sprog, malayalam.

På bagagebæreren har han en hvid flamingokasse med eksotiske varer som tigerrejer, jumbo prawns, barracudaer, røde snappere, papegøjefisk og krabber – alt sammen helt almindelig hverdagsmad her i det tropiske Sydindien! Og det skal vi selvfølgelig smage, da vi om aftenen går til bords for at spise afskedsmiddag og skåle for et vellykket og hæsblæsende motorcykeleventyr gennem Indiens måske smukkeste delstat, Kerala!

Min rejsemakker, Pemba Sherpa, den buddhistiske motorcykelmunk fra Himalaya. Som 16-årige aflagde han munkeløfte, blev kronraget og gik i buddhistisk kloster for at fordybede sig i metafysiske studier og meditation. Efter nogle års munkeliv måtte han dog erkende, at landevejene kaldte på ham. Nu arbejder han som motorcykelguide og lever af at vise motorcyklister fra hele verden rundt i Indien.

Egnsretten, MEEN POLLICHATHU, er fisk tilberedt i bananpalmeblade med eksotiske krydderier. Det var jagten på de kostbare krydderier, der motiverede den europæiske opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, til at finde søvejen til Indien syd om Afrika i anno 1498.

Det overdådige Padmanabhaswamy tempel, et af verdens rigeste templer og Sydindiens svar på Taj Mahal, vidner om en rig kultur i dette område. I 2011 blev templets skatkamre åbnet og det indeholdt rigdomme fra Indien, Kina og Europa. Skattene skønnes at have en værdi på over 130 milliarder kroner.

En af de store attraktioner i det sydlige Indien er bjergkæden Western Ghats. Her befinder man sig i et storslået landskab med endeløse teplantager. Tebuskene bliver sjældent mere end 1 meter høje, for de trimmes og klippes konstant af de kvindelige plantagearbejdere, så de små tebuske ligner nærmest japanske bonsaitræer.

Udsigt over Kolukkumalai teplantagen, eller Top Station, som det også lidt mere mundret kaldes. Teplantagetn ligger i hele 2100 højdemeter, hvilket gør den til verdens højest beliggende. På vej dertil kom vi forbi endeløse rækker af tebuske, nåletræer, en stor sø og klipper.

De tamilske teplukkere modtager dig med et smil og en hilsen, der varmer hjerte og sind i 2.000 meters højde.

Indiens sydvestlige hjørne, hvor delstaten Kerala ligger, er varm, grøn og frodig året rundt.

Kerala består er stavelserne ”Ker” og ”ala”, og det betyder ”kokos” og ”land”. Et meget velvalgt navn, da hele den 580 kilometer lange kystlinje er flankeret af palmelunde og utallige boder, der sælger grønne, gule og brune kokosnødder.

Varkala Beach er en af Indiens bedste badestrande. På et højdedrag over Det Arabiske Hav ligger en hyggelig strandpromenade med cafeer, barer og restauranter af international standard. Her serveres alt, hvad hjertet måtte begære og især alt godt fra havet.

Køreturen gik langs Det Arabiske Hav. Midt på dagen rammer temperaturen 32 grader.

Keralas såkaldte ”Backwaters” – et enormt vådområde, der består af tusinde søer, laguner samt et uoverskueligt netværk af kanaler. Her påmønstrede vi en husbåd og gled gennem kanalerne med de palmebevoksede bredder, hvor små landsbyer er klemt sammen inde på smalle landtanger.

Turen forgik på en Royal Enfield Classic 500 kubik. Motorcyklen er bedre end sit rygte og gør sig godt på Indiens snoede landevejene. Den blev oprindelig fremstillet af The Royal Enfield Motorcycle Company, Redditch, Worcestershire i England, men produktionen ophørte i midten af 1950’erne. Patentet blev solgt til Indien, og i dag fremstilles den i Chennai, tidligere Madras, i Sydindien.

M.C. ASIENS NyhedsbrevInteresseret i motorcykelrejser i Asien, Afrika og Sydamerika?

Så tilmeld dig M.C. ASIENS nyhedsbrev og få alle vores spændende nyheder sendt direkte til din e-mail