Bjergveje, der snor sig langs azurblå floder med iskoldt smeltevand, gamle glemte fæstningsbyer, Himalayas enorme sneklædte bjerge i det fjerne, tropisk jungle og et helt igennem venligt og imødekommende folkefærd. At Nepal er et fortryllende sted at rejse på motorcykel, måtte 15 danske motorcyklister sande, da de kørte gennem Nepals bjerge.
Vi fik udleveret vores motorcykler, Royal Enfield 500 kubik, ved hotellet i Nepals hovedstad, Kathmandu. Der var meget at holde styr på denne første dag i Nepal: Nogle deltagere havde valgt at køre på motorcykler efter engelsk model og havde derfor bremsen ved venstre fod og gearene ved højre fod. Læg dertil, at man kører i venstre side af vejen i Nepal. Så efter at have taget den første runde for at teste bremselængde, havde de første motorcyklister allerede brudt en af de vigtigste regler i trafikken i Nepal ved at køre i højre side i et land, hvor der er venstresidekørsel! Denne forseelse blev straks irettesat af hotellets vagtmand, der, i sort uniform, sprang frem, greb fløjten og med stor gestik fik kommanderet de rejsekulrede, danske motorcyklister på plads. Til stor fornøjelse for de andre hotelgæster, der stod og så på. Og formentlig til stor irritation for de hotelgæster, der havde håbet på at sove længe denne morgen, for lyden af 15 Royal Enfield motorcykler, der starter på samme tid, kan man ikke at sove fra.
Afsted gik det gennem Kathmandus støvede gader, og efter ca. 1,5 times bykørsel i Kathmandus tætte trafikmylder, hvor det føltes, som om de andre trafikanter kom fra alle sider, var vi ude af den flade Kathmandu-dal, og vejen begyndte at sno sig op gennem bjergene. Vi kørte gennem landsbyer og forbi klynger af skolebørn, der gik i store grupper langs landevejene, alle renvaskede og iført nystrøgne skjorter. De hoppede og dansede, når de fik øje os, der, med gule veste, kameraer på hjelmene og alt køreudstyret, mest af alt lignede en hærenhed på udflugt. Mange af børnene råbte ”Hallooooo!” og stak hånden ud til et high five, og de skraldgrinede, når denne gestus blev gengældt.
Vi var denne dag overvældede af alle de nye indtryk i trafikken, og vi havde rigeligt at tale om, når vi holdt pause og smagte den særlige ”Masala Chia”, som er en sød og krydret mælke-te, der drikkes overalt i små tehuse langs Nepals landeveje. Om eftermiddagen var vi fremme ved vores hotel i Nuwakot, som var en sand perle: en ca. 100 år gammel nepalesisk herregård, der er blevet restaureret og lavet om til hotel af en passioneret engelskmand, ved navn Tony. Han er en sand ildsjæl og dedikeret til at restaurere bevaringsværdige bygninger i Nepal.
Dagen efter kørte vi langs Trisuli-floden og længere ind i Himalayas bjerge, hvor vejen snoede sig op mod Langtang Nationalpark, der er et yndet sted for bjergvandring. Vi nåede denne dag en højde på ca. 2000 meter over havets overflade. Overalt var bjergene skåret til i de karakteristiske terrasser, hvor der dyrkes ris og hirse. Sidstnævnte afgrøde skulle vi senere stifte bekendtskab med samme aften på en lille lokal smugkro, da den bruges til at brygge ”Raksy”, som er en hjemmelavet nepalesisk brændevin, med en kraftig gæret smag.