Bjergveje, der snor sig langs azurblå floder med iskoldt smeltevand, gamle glemte fæstningsbyer, Himalayas enorme sneklædte bjerge i det fjerne, tropisk jungle og et helt igennem venligt og imødekommende folkefærd. At Nepal er et fortryllende sted at rejse på motorcykel, måtte 15 danske motorcyklister sande, da de kørte gennem Nepals bjerge.
Vi fik udleveret vores motorcykler, Royal Enfield 500 kubik, ved hotellet i Nepals hovedstad, Kathmandu. Der var meget at holde styr på denne første dag i Nepal: Nogle deltagere havde valgt at køre på motorcykler efter engelsk model og havde derfor bremsen ved venstre fod og gearene ved højre fod. Læg dertil, at man kører i venstre side af vejen i Nepal. Så efter at have taget den første runde for at teste bremselængde, havde de første motorcyklister allerede brudt en af de vigtigste regler i trafikken i Nepal ved at køre i højre side i et land, hvor der er venstresidekørsel! Denne forseelse blev straks irettesat af hotellets vagtmand, der, i sort uniform, sprang frem, greb fløjten og med stor gestik fik kommanderet de rejsekulrede, danske motorcyklister på plads. Til stor fornøjelse for de andre hotelgæster, der stod og så på. Og formentlig til stor irritation for de hotelgæster, der havde håbet på at sove længe denne morgen, for lyden af 15 Royal Enfield motorcykler, der starter på samme tid, kan man ikke at sove fra.

Afsted gik det gennem Kathmandus støvede gader, og efter ca. 1,5 times bykørsel i Kathmandus tætte trafikmylder, hvor det føltes, som om de andre trafikanter kom fra alle sider, var vi ude af den flade Kathmandu-dal, og vejen begyndte at sno sig op gennem bjergene. Vi kørte gennem landsbyer og forbi klynger af skolebørn, der gik i store grupper langs landevejene, alle renvaskede og iført nystrøgne skjorter. De hoppede og dansede, når de fik øje os, der, med gule veste, kameraer på hjelmene og alt køreudstyret, mest af alt lignede en hærenhed på udflugt. Mange af børnene råbte ”Hallooooo!” og stak hånden ud til et high five, og de skraldgrinede, når denne gestus blev gengældt.

Vi var denne dag overvældede af alle de nye indtryk i trafikken, og vi havde rigeligt at tale om, når vi holdt pause og smagte den særlige ”Masala Chia”, som er en sød og krydret mælke-te, der drikkes overalt i små tehuse langs Nepals landeveje. Om eftermiddagen var vi fremme ved vores hotel i Nuwakot, som var en sand perle: en ca. 100 år gammel nepalesisk herregård, der er blevet restaureret og lavet om til hotel af en passioneret engelskmand, ved navn Tony. Han er en sand ildsjæl og dedikeret til at restaurere bevaringsværdige bygninger i Nepal.

Dagen efter kørte vi langs Trisuli-floden og længere ind i Himalayas bjerge, hvor vejen snoede sig op mod Langtang Nationalpark, der er et yndet sted for bjergvandring. Vi nåede denne dag en højde på ca. 2000 meter over havets overflade. Overalt var bjergene skåret til i de karakteristiske terrasser, hvor der dyrkes ris og hirse. Sidstnævnte afgrøde skulle vi senere stifte bekendtskab med samme aften på en lille lokal smugkro, da den bruges til at brygge ”Raksy”, som er en hjemmelavet nepalesisk brændevin, med en kraftig gæret smag.

På vej mod den gamle handelsstation Bandipur

Efter at have set den gamle fæstningsby, som Nuwakot udgør, satte vi dagen efter kurs mod byen Bandipur, ca. 140 km væk. 140 km lyder måske ikke af meget, men på Nepals snoede bjergveje kører man med en gennemsnitshastighed på 35-55 km/t, så vi havde udsigt til en hel del timer i sadlen. Turen gik langs Trisuli- floden, hvor vi stoppede for at se en af de mange metalhængebroer, der går over floderne i Nepal og forbinder de isolerede bjergsamfund med resten af landet. Vores nepalesiske motorcykelguide udførte en lille spontan opvisning, og inden vi så os om, var han ude på hængebroen og ovre på den anden side af den store flod. De mest eventyrlystne motorcyklerister i gruppen fulgte straks trop og kørte frem og tilbage over den smalle hængebro, mens vi andre filmede og fotograferede.

Kort efter dette optrin kørte vi ud på hovedvejen, der forbinder Nepals to største byer: Kathmandu og Pokhara. Her var der brede veje og lastbiler fra Indien, der er malet i alle regnbuens farver, og lokale busser med geder og børn på taget og passagerer, der hænger uden på ved at holde fast i dørhåndtaget, passerede os i høj fart. Senere drejede vi af fra hovedvejen og kørte ad en lille snoet bjergvej op mod byen Bandipur. På vej op ad bjerget passerede vi korngule høstakke og grønne græsbunker, der kom gående ned ad vejen, med fødder der stak ud for neden. Det var de lokale bjergbønder, der bragte foder hjem til deres geder, køer og vandbøfler. Pludselig stod Himalayas sneklædte tinder klart foran os, og vi stoppede og beundrede den storslåede udsigt. Vi havde denne dag udsigt til bjerget Manaslu og til Annapurna-massivet, med sine imponerende 8100 meter. Vel fremme i landsbyen Bandipur, der er beliggende på en bjergtop i ca. 1000 meters højde over havet, nød vi en udsigt til Himalayas skarpe tinder med den evige sne.

Eventyr og hygge i Himalaya

Vores næste destination var bjergsøen Begnas Tal, hvor vi efterfølgende havde en tiltrængt hviledag, efter nogle hektiske og oplevelsesrige dage på de nepalesiske landeveje med mange timer i sadlen. De morgenfriske af os stod tidligt op og så solopgang fra et lille tempel på en lille bjergtop over bjergsøen. Det var et smukt syn, da solens allerførste stråler fik disen omkring Annapurnamassivet til at forsvinde og farvede de 8100 meter høje tinder lyserøde.

På den lille vandretur tilbage til hotellets morgenbord gik vi gennem den lokale landsby, mens den langsomt vågnede; der var kog i tekedlerne over de små bål, bøfler blev malket og geder fodret. Resten af dagen blev brugt ved, at nogle tog ud og udforskede bjergene med off-road kørsel, mens andre tog til byen Phokara. Eftermiddagens ”happy hour” i hotellets bar blev udnyttet til fulde af samtlige deltagere. Især var den nepalesiske øl, med navnet ”Everest”, populær. Bartenderen fortalte grinende, når han skænkede den op, at det var ”den største øl i verden”.

Vores næste kørestrækning var en af de smukkeste og mest fortryllende ruter på hele motorcykelrejsen gennem Nepal. Bjergvejen snoede sig gennem grønne, frodige dale med landbrug og nyligt høstede rismarker og over flere små bjergpas med frodig skov, der bød på flotte udsigter.

Til bryllup på vej til Buddhas fødeby

På vores næste køredag bevægede vi os ned i Nepals subtropiske lavland, der bærer navnet Terai, og som oprindeligt var jungle og et stærkt malaria-inficeret område. I Terai boede tidligere kun et folk, de såkaldte Tharuer, da de kunne modstå malariaparasitten. Men med udbredelse af DDT fik myndighederne i 1950’erne imidlertid bekæmpet malariamyggene, hvilket medførte en folkevandring af højlandsfolk fra Nepals bakker og dale.

Tilflytterne fældede store områder af junglen og opdyrkede jorden. For at komme helt tæt på det nepalesiske folkeliv, kørte vi denne dag ad nogle små veje gennem landbrugslandet. Og det lykkedes os også at opleve det på nærmeste hold, da vi bogstaveligtalt kørte direkte ind i en nepalesisk bryllupsfest: midt på vejen stod et bryllupsorkester og spillede på trommer af dyreskind og blæste i lange træhorn, mens kvinder, i de mest farverige gevandter, dansede rundt på vejen. Vi blev budt op til dans og inviteret med til bryllupsceremonien og til efterfølgende udendørs bespisning. Det var et spøjst syn at se de danske motorcyklister med deres store læderjakker og gule trafikveste danse side om side med de yndefulde kvinder i røde silkesarier, med farvede pletter i panden og blomster i håret.

Fremme i byen Lumbini, der ifølge buddhisterne er fødested for Buddha, så vi nogle få af de mange templer, som alverdens buddhistiske lande har opført her. Mest prangende er det kinesiske tempel, der er bygget i samme arkitektoniske stil som den forbudte by i Beijing. Hvert år kommer tusindvis af buddhistiske pilgrimme til Lumbini fra hele verden, og det oplevede vi også på tætteste hold, da vi sad helt alene i hotellets store spisesal om aftenen. Pludselig vrimlede det ind med ikke mindre end hundrede kronragede pilgrimme, munke og nonner fra Thailand og Laos, iført kridhvidt tøj. De var alle på besøg i Lumbini, et helligt sted for Asiens buddhister.

På vej mod junglen

Vi fortsatte vores køretur gennem Nepals tropiske lavland, og kursen gik mod junglen i Chitwans Nationalpark, der tidligere var den nepalesiske konges jagtmarker, men som i dag er udlagt som nationalpark. Her var vejene brede og med god asfalt, så vi rigtig kunne få maskinerne op i fart.

Den næste dag stod vi tidligt op, da vi både skulle ride på elefanter, ud på flodsejlads i udhulede træstammer og på en vandretur gennem junglen. Det gav et sug i maven, da man drev ned ad Rapti-floden i en udhulet træstamme, og der på brinken, ca. 15 meter væk, lå en stor krokodille med åben mund og blottede sine skarpe, hvide tænder, så de glimtede i eftermiddagssolen!

Tilbage til Kathmandu

Vores sidste køredag bestod først af en tur gennem lavlandet i Terai, før vi drejede af ved byen Hetauda, og terrænet ændrede sig fra lavland til højland. Den sidste del af strækningen til Kathmandu var udpræget bjergkørsel. Der var stejle og snoede veje, og vi fik mulighed for at afprøve de færdigheder, som vi havde oparbejdet gennem de mange dage i sadlen på de nepalesiske landeveje. Undervejs var der fantastiske udsigter

over bjergene, som bønderne gennem generationer havde omskabt til terrasseformede marker, og ude i horisonten kunne vi skue den evige sne på Himalayas hvide tinder. Vi kom frem til Kathmandu om eftermiddagen og kørte i samlet flok til hotellet. Der var vild begejstring, da vi kom frem til hotellet, og vores nepalesiske guide gav den gas med dækafbrænding. Efter et par kolde øl på hotellet, tog vi ud for at spise afskedsmiddag på en tibetansk restaurant.

Bjergflyvning til Everest, ligbrænding og hjem igen til Danmark

Vi stod tidligt op på vores sidste rejsedag, da vi havde bestilt en bjergflyvning, der skulle tage os ud til Mount Everest. Ved ankomsten til lufthavnen blev vi mødt af en skærm, der viste, at alle flyvninger var udsat på ubestemt tid, da der denne morgen lå en tæt tåge, der lukkede lufthavnen – naturligvis til vores store skuffelse. Vi ventede og ventede, og humøret faldt, da vi hørte, at andre fly nu var aflyst.

Men pludselig blev vi kaldt til gaten og gik ombord i et lille propelfly. Da flyet lettede, og vi fløj op gennem skyerne, stod Himalaya klart med sine nærmest uendelige rækker af bjergtoppe. Som vi steg i højde, kunne vi se den ene sneklædte bjergtop efter den anden, og til sidst havde vi udsigt til Mount Everest, der knejsede som en kæmpe blandt kæmper med sine imponerende 8848 meter. Vi fik en efter en adgang til cockpittet, hvorfra der var en panoramaudsigt over Himalaya, mens flyet styrede direkte mod Mount Everest. Det var et ubeskriveligt og uforglemmeligt syn!

Senere på dagen besøgte vi ligbrændingstrapperne ved tempelkomplekset Pashupathinath, hvor lokale hinduer kommer til for at kremere deres afdøde. Døden er ikke et tabu blandt Nepals hinduer, og som alle andre steder i dette land følte vi os velkomne. Vi fik lov at kigge med og overværet ritualet, dog skulle vi undlade at fotografere. Det var en helt speciel oplevelse at overvære ligbrændingen ved Pashupatinath, hvor tiden syntes at stå helt stille. Stedet er som en middelalderlig lomme i den pulserende hovedstad, for ritualerne omkring ligbrændingen foregår helt på samme måde, som de har gjort i årtusinder. Ved tempelkomplekset så vi adskillelige af de såkaldte Shiva-Saddhus, hellige mænd fra Indien, der har forladt familielivet til fordel for en tilværelse som vandrende, hinduistiske tiggermunke.

Efter denne intense oplevelse kørte vi til Nepals internationale lufthavn, der er et rent gedemarked, og hvor der kravler aber rundt på tagene og til tider også inde i lufthavnsbygningen. Trætte og mætte af indtryk sagde vi farvel til Nepal og satte kursen mod Danmark.