I sensommeren 2022 tog en gruppe motorcyklister fra Danmark til Himalaya for at prøve kræfter med verdens højeste bjergkæde.Turen begyndte i det frodige, sydlige Himalaya ved bjergbyen Manali, og den endte i den buddhistiske oase Leh, på det golde Tibetanske Plateau...
Billedreportage fra en motorcykelrejse gennem Bolivia i Sydamerika En tur ned ad den 64 kilometer lange ”Dødens Landevej” er den ultimative udfordring for offroadmotorcyklister. Nyd vandfald, jungle og kolibrier på denne nervepirrende grusvej, der forbinder...
På en motorcykelrejse i Sydindiens kommunistiske delstat, Kerala, kommer man helt tæt på den tropiske natur ”PLASK!” En brun ørn slår ned i vandet. I en sky af vanddråber er den igen på vingerne og i dens kraftige kløer hænger en sort søslange. Slangen snor og vrider...
Den dråbeformede tropeø, Sri Lanka, i det Indiske Ocean, er som skabt til den perfekte motorcykelferie.
Her snor vejene sig gennem tæt jungle og gennem grønne te-plantager. Og så har tropeøen nogle af Asiens bedste sandstrande og et rigt dyreliv, på landjorden såvel som i havet.
Vi kommer susende på vores motorcykler ned ad en landevej i det centrale Sri Lanka. Selvom det er tidligt på formiddagen, har solen stråler allerede varmet luften godt op, men det mærker vi kun, når vi holder stille. Og så kommer varmen for alvor. Vores lokale motorcykelguide peger ind i en lund, hvor stedsegrønne slyngplanter kravler op ad kokospalmernes grå stammer. Dette er en peberplantage, forklarer han. Og her hænger de grønne, umodne peberkorn og svajer i tropevinden under kronerne og de orangerøde kokosnødder på palmetræerne.
De friske frugter fra peberbusken lægges i eddikelage og sælges som grøn peber. Helt umodne grønne bær tørres til de bliver sorte og sælges, sjovt nok, som sort peber. Og den hvide peber, som er lidt frugtagtig i smagen og velegnet til retter med fisk og skaldyr, stammer fra modne peberbær, hvor det ydre frugtkød er pillet af, fjernet med en fingernegl, således at krydderiet kun består af frøet. Aha…! Så ved vi det. Vi spænder hjelmene og forsætter turen, lidt klogere på peberets mange gastronomiske muligheder.
Om eftermiddagen er vi fremme ved den lille by Mahiyanganaya, hvor vi parkerer motorcyklerne, og efter en tiltrængt dukkert i hotellets svømmepøl sætter vi os til bords. Her fortæller vores guide mere om hvordan Sri Lanka og peberets historie hænger sammen. Peber har vi alle liggende hjemme i køkkenskuffen, og hvor peberet kommer fra, skænker de fleste af os nok ikke en tanke, Det er ligesom vandhanevand, det er noget, der bare er der. Men sådan har det ikke altid været. For engang var peber sin vægt værd i guld! Da Columbus i 1492 sejlede mod det, der kom til at hedde Amerika, var prisen for et kilo tørret, sort peber i Europa stort set den samme som for en bondegård.
Salg af peber var en yderst lukrativ indkomst for de arabiske købmænd, der solgte det til europæerne, der blandt andet troede, at peber var en kur mod pest. Hvor peberet kom fra, det holdt de arabiske købmænd som en hemmelighed. De sejlede til det sydlige Indien og hentede peber og solgte det til købmændene i Venedig, som var datidens handelscentrum. Men portugiserne ville også have deres del i denne lukrative handel, og deres jagt på peber førte til opdagelsen af nye verdensdele før peberet, bogstavelig talt, blev hverdagskost. Planen var at finde søvejen til Indien, der hvor peberet gror, for at bryde arabernes handelsmonopol. Colombus fandt en ny verden, men her var intet peber. Og få år senere, i 1498, fandt Vasco da Gama søvejen til Indien og Sri Lanka. Profitten på peber og monsunvindene var det, der drev skibene. Det fortælles, at datidens sømænd ofte bar en lille pose med peberkorn på sig. På den måde kunne de betale for en begravelse, hvis de skulle lide druknedøden.
Vejnettet i Sri Lanka skifter mellem høj standard nyasfalteret vej a la tysk Autobahn, hvor man kan cruise afsted og lade blikket glide ud over det grønne og frodige landskab. Men drejer man væk fra hovedvejen, erstattes asfalten af en hullet jordvej, der ligeså godt kunne ligge i Zimbabwe. Heldigvis var den første køredag planlagt til at være en ganske overkommelig distance, for som dansk motorcyklist skal man lige vænne sig til varmen, trafikken og det faktum, at der er venstresidekørsel i Sri Lanka, da landet er en tidligere britisk koloni. Det er dog ikke alle trafikanter, der overholder dette, og nogle af de lokale tager noget af turen i den modsatte vejbane, hvis det passer med den genvej, de skal skyde. Srilankanerne bruger flittigt hornet til at markere sig over for andre medtrafikanterne, at ”her kommer jeg”. Og som udgangspunkt er det en god ide at have blikket rettet stift på vejen og ikke lade sig distrahere af de smukke landskaber.
For alverdens dyr blander sig med trafikken, der består af lokale busser fyldt med skolebørn, der vinker, overlæssede indiske lastbiler af mærket Tata og flokke af gyldenbrune makak-aber, der sidder og tigger i vejkanten og venter på, at nogen skulle forbarme sig og smide lidt af madpakken ud af bilvinduet. Desmerdyr og meterlange sortgule varaner piler over vejene, og gadehundene ligger demonstrativt og snorksover midt på landevejen. Landskabet i lavlandet består af neongrønne rismarker, hvor bønder pløjer markerne med ploven spændt bag en sort vandbøffel. Når vi holder ind til siden for at få en tår frisk, svalende kokosmælk, kommer risbønderne hen for at se, hvem vi er og spørge, hvor vi kommer fra.
Hvem ville tro, at man behøver at pakke en varme striktrøje, når man skal på en motorcykelrejse på en tropeø? Men pludselig er junglen og rismarkerne i lavlandet erstattet af tågeskov, nåletræer og tebuske i en uendelighed. Vi stiger hurtigt i højden og samtidig falder temperaturen, mens vejene slår store, bløde sving efterhånden, som vi kommer dybere ind i bjergene i Sri Lankas centrale højland, hvor det højeste punkt, Mount Pedro, er hele 2524 meter over havets overflade. Og med højden følger en kølig frisk luft, så vi må holde motorcyklerne ind til siden og fiske en varm trøje op af tanktasken, inden vi kører videre mod udsigtsposten, ”Lipton Seat”, i 1800 meters højde. Her kan vi spejde ud over lavlandet og se helt til kysten.
Efter køreturen gennem det varme lavland er det en forfriskende afveksling med et køligere klima. De snoede små bjergveje gennem teplantagerne er rigtig sjove at køre på, og her er mange hårnålesving. I teplantagerne går lokale kvinder rundt med store sække på nakken og plukker de lysegrønne topskud fra tebuskene. De plukker 15 kilo te om dagen, det er akkorden for et teplukker, forklarer vores guide, Nisal. Ceylonte kender vi jo alle, og Sri Lanka hed Britisk Ceylon, da det var en engelsk koloni. Det var også her i højlandets nåleskove, med det kølige klima og de lavthængende skyer, at øens engelske overklasse i sin tid byggede britiske ”Hill Stations”, hvor de levede et rekreativt liv med hestevædeløb og fine tesaloner. Da vi kører igennem byen Nuwara Eliya, der ligger i 1800 meters højde, ser vi både gamle engelske hoteller, en kunstigt anlagt sø med robåde og en hestevædeløbsbane, der sammen med venstresidekørselen er en del af arven fra briterne.
Man kan vist aldrig blive træt af at køre motorcykel i det smukke højland i Sri Lanka. Her er både gode nye asfaltveje og små hullede jordveje, for dem der vil ud at køre offroad. Vi sejler ned ad vejen langs den dybe kløft i Ella Gap, og det giver et sug i maven, når man lader blikket glide ud over græstotterne i rabatten og lader det forsvinde ned i det sorte ingenting. Og storslåede udsigtspunkter er der uendelig mange af undervejs, så vi må hele tiden holde ind til siden og fotografere. Men vi skal også overholde vores køreplan, for denne eftermiddag skal vi på jeepsafari i lavlandet i nationalparken Udawalawe, der er berømt for sit dyreliv.
Vi parkerer motorcyklerne og få minutter efter sidder vi i en jeep på vej ind i et kapitel af Rudyard Kiplings ”Junglebogen”, for at besøge General Hathi – elefanternes konge. Vi får næsten kuldegys i tropeheden, når solen synker i disen som en stor, rød blodappelsin over junglens trætoppe, og flokke af næsehornsfugle flakser over trætoppene, mens junglens vilde elefanter i dusinvis kommer ned til vandhullet for at slukke tørsten.
De mange timer i sadlen giver heldigvis en velsignet appetit og gud ske tak og lov for det, for der er så mange fristelser, man kan sætte sine tænder i her på tropeøen Sri Lanka, at det næsten er for meget af det gode. Smørbagte krabber ved kystbyen Negombo, og her er to typer: en sort krabbe fra lagunen og en blågrå art fra dybhavet. Nationalretten i Sri Lanka er ”Rice and Curry”. Curry er krydret, tyk kryddersovs med enten fisk, rejser, oksekød, svinekød eller grøntsager og med ris som tilbehør. En traditionel omgang Rice and Curry skal spises med fingrene, hvilket vi også, lidt klodset, forsøger os med, til stor fornøjelse for de lokale på restauranten. Men skik følge eller land fly, siger man jo.
Rejser du på disse kanter, så skal du unde dig selv at smage ”Kottu Roti”; en ret af grofthakket fladbrød, grønsager med fx kylling, æg eller hytteost. Dybstegte samosaer med krydret grønsags- eller kødfyld er også et must. Og de spøjse Egg-Hoppers, en slags pandekager, der steges i en særlig pande, formet som en skål, hvori der fyldes diverse krydderblandinger. Det skylles ned med en lokal Lion Beer, en lokalproduceret pilsnerøl, eller med en Arrack Cocktail. Arrack er en brændevin lavet på mæsk fra kokospalmens blomster eller andre lokale frugter.
På sidste del af strækningen pløjer vi vores jernheste gennem rismarkerne mod kystbyen Mirissa. Turen går langs havet og med udsigt til palmestrande, hvor bølgerne slår mod store, sorte basaltklipper, ind imellem er der små azurblå laguner med hvide sandstrande. Vi vrider os ud af vores klistrede motorcykeltøj og kaster os i bølgerne Det Indiske Ocean. Det var tiltrængt efter de mange dage i sadlen. Nu skal der dases, og så skal havet udforskes. Ud fra kysten snorkler vi i det azurblå vand, hvor vi ser havskildpadder, koraller, tropefisk i alle regnbuens farver, samt et par mellemstore grå hajer, der lusker rundt langs stenrevet. Og næste morgen er det tidligt op: hvalsafari i en stor motorkatamaranbåd, hvor flyvefisk i leg springer fra stævnen, og pukkelhvaler og blåhvaler dukker op i horisonten. Livet i havet er her ligeså mangfoldig som på landjorden.
Vores afskedsmiddag er en herlig, grillet oksebøf med et tilhørende indisk ocean af sauce med grønne peberkorn på Restaurant Bijou ved kystbyen Negombo. Et måltid, der på Columbus’ tid måske ville have kostet en hel længe på en bondegård? Herligt smager det i hvert fald, dette sidste måltid på vores motorcykeleventyr, der hvor peberet bogstaveligt talt gror.
Vi kørte på Honda XR 250 kubik, Honda Dominator NX650 og Royal Enfield Classic Model 350 kubik.
Det internationale kørekort er gyldig på Sri Lanka.
Flertallet er buddhister, men her lever også kristne, muslimer og hinduer.
Klimaet er tropisk, så derfor er der varmt hele året rundt. Dog er det køligt og svalt i bjergene i det centrale højland.
Infrastrukturen er veludviklet i Sri Lanka i forhold til mange andre asiatiske lande, og både vejene og hotellerne har en høj standard.
Maden er krydret og består ofte af Rice and Curry. På de fleste hoteller kan man dog få al slags vestlig mad. Langs kysterne er der rigeligt med fisk og skaldyr.
Man behøver ikke at frygte vold, kriminalitet eller tyveri som turist i Sri Lanka.
Tidligere navn: Ceylon
Uafhængighed fra England i 1948.
Sri Lanka er en stat i Sydasien i det Indiske Ocean, der består af en stor ø og nogle småøer.
Areal: 65.000 kvadratkilometer og er dermed godt halvanden gang større end Danmark, som til sammenligning har et areal på 43.098 km2.
Der indbyggere 21 millioner mennesker i Sri Lanka, hvilket svarer til en befolkningstæthed på 323 personer pr. km2. Til sammenligning har vi i Danmark 5.623.501 indbyggere, som giver en befolkningstæthed på 130 personer pr. km2.
Sprog: Singalesisk, Tamil, Engelsk.
Befolkningssammensætning: singalesere 83%, tamiler 9%, maurere (tamilske muslimer) 7%, andre 1%.
Valuta: Srilankanske Ruppies.
Danish 
English