M.C. ASIEN

Om eftermiddagen er vi fremme ved den lille by Mahiyanganaya, hvor vi parkerer motorcyklerne, og efter en tiltrængt dukkert i hotellets svømmepøl sætter vi os til bords. Her fortæller vores guide mere om hvordan Sri Lanka og peberets historie hænger sammen. Peber har vi alle liggende hjemme i køkkenskuffen, og hvor peberet kommer fra, skænker de fleste af os nok ikke en tanke, Det er ligesom vandhanevand, det er noget, der bare er der. Men sådan har det ikke altid været. For engang var peber sin vægt værd i guld! Da Columbus i 1492 sejlede mod det, der kom til at hedde Amerika, var prisen for et kilo tørret, sort peber i Europa stort set den samme som for en bondegård.

Salg af peber var en yderst lukrativ indkomst for de arabiske købmænd, der solgte det til europæerne, der blandt andet troede, at peber var en kur mod pest. Hvor peberet kom fra, det holdt de arabiske købmænd som en hemmelighed. De sejlede til det sydlige Indien og hentede peber og solgte det til købmændene i Venedig, som var datidens handelscentrum. Men portugiserne ville også have deres del i denne lukrative handel, og deres jagt på peber førte til opdagelsen af nye verdensdele før peberet, bogstavelig talt, blev hverdagskost. Planen var at finde søvejen til Indien, der hvor peberet gror, for at bryde arabernes handelsmonopol. Colombus fandt en ny verden, men her var intet peber. Og få år senere, i 1498, fandt Vasco da Gama søvejen til Indien og Sri Lanka. Profitten på peber og monsunvindene var det, der drev skibene. Det fortælles, at datidens sømænd ofte bar en lille pose med peberkorn på sig. På den måde kunne de betale for en begravelse, hvis de skulle lide druknedøden.

Vejnettet i Sri Lanka skifter mellem høj standard nyasfalteret vej a la tysk Autobahn, hvor man kan cruise afsted og lade blikket glide ud over det grønne og frodige landskab. Men drejer man væk fra hovedvejen, erstattes asfalten af en hullet jordvej, der ligeså godt kunne ligge i Zimbabwe. Heldigvis var den første køredag planlagt til at være en ganske overkommelig distance, for som dansk motorcyklist skal man lige vænne sig til varmen, trafikken og det faktum, at der er venstresidekørsel i Sri Lanka, da landet er en tidligere britisk koloni. Det er dog ikke alle trafikanter, der overholder dette, og nogle af de lokale tager noget af turen i den modsatte vejbane, hvis det passer med den genvej, de skal skyde. Srilankanerne bruger flittigt hornet til at markere sig over for andre medtrafikanterne, at ”her kommer jeg”. Og som udgangspunkt er det en god ide at have blikket rettet stift på vejen og ikke lade sig distrahere af de smukke landskaber.

For alverdens dyr blander sig med trafikken, der består af lokale busser fyldt med skolebørn, der vinker, overlæssede indiske lastbiler af mærket Tata og flokke af gyldenbrune makak-aber, der sidder og tigger i vejkanten og venter på, at nogen skulle forbarme sig og smide lidt af madpakken ud af bilvinduet. Desmerdyr og meterlange sortgule varaner piler over vejene, og gadehundene ligger demonstrativt og snorksover midt på landevejen. Landskabet i lavlandet består af neongrønne rismarker, hvor bønder pløjer markerne med ploven spændt bag en sort vandbøffel. Når vi holder ind til siden for at få en tår frisk, svalende kokosmælk, kommer risbønderne hen for at se, hvem vi er og spørge, hvor vi kommer fra.

Hvem ville tro, at man behøver at pakke en varme striktrøje, når man skal på en motorcykelrejse på en tropeø? Men pludselig er junglen og rismarkerne i lavlandet erstattet af tågeskov, nåletræer og tebuske i en uendelighed. Vi stiger hurtigt i højden og samtidig falder temperaturen, mens vejene slår store, bløde sving efterhånden, som vi kommer dybere ind i bjergene i Sri Lankas centrale højland, hvor det højeste punkt, Mount Pedro, er hele 2524 meter over havets overflade. Og med højden følger en kølig frisk luft, så vi må holde motorcyklerne ind til siden og fiske en varm trøje op af tanktasken, inden vi kører videre mod udsigtsposten, ”Lipton Seat”, i 1800 meters højde. Her kan vi spejde ud over lavlandet og se helt til kysten.

Efter køreturen gennem det varme lavland er det en forfriskende afveksling med et køligere klima. De snoede små bjergveje gennem teplantagerne er rigtig sjove at køre på, og her er mange hårnålesving. I teplantagerne går lokale kvinder rundt med store sække på nakken og plukker de lysegrønne topskud fra tebuskene. De plukker 15 kilo te om dagen, det er akkorden for et teplukker, forklarer vores guide, Nisal. Ceylonte kender vi jo alle, og Sri Lanka hed Britisk Ceylon, da det var en engelsk koloni. Det var også her i højlandets nåleskove, med det kølige klima og de lavthængende skyer, at øens engelske overklasse i sin tid byggede britiske ”Hill Stations”, hvor de levede et rekreativt liv med hestevædeløb og fine tesaloner. Da vi kører igennem byen Nuwara Eliya, der ligger i 1800 meters højde, ser vi både gamle engelske hoteller, en kunstigt anlagt sø med robåde og en hestevædeløbsbane, der sammen med venstresidekørselen er en del af arven fra briterne.

Man kan vist aldrig blive træt af at køre motorcykel i det smukke højland i Sri Lanka. Her er både gode nye asfaltveje og små hullede jordveje, for dem der vil ud at køre offroad. Vi sejler ned ad vejen langs den dybe kløft i Ella Gap, og det giver et sug i maven, når man lader blikket glide ud over græstotterne i rabatten og lader det forsvinde ned i det sorte ingenting. Og storslåede udsigtspunkter er der uendelig mange af undervejs, så vi må hele tiden holde ind til siden og fotografere. Men vi skal også overholde vores køreplan, for denne eftermiddag skal vi på jeepsafari i lavlandet i nationalparken Udawalawe, der er berømt for sit dyreliv.

Vi parkerer motorcyklerne og få minutter efter sidder vi i en jeep på vej ind i et kapitel af Rudyard Kiplings ”Junglebogen”, for at besøge General Hathi – elefanternes konge. Vi får næsten kuldegys i tropeheden, når solen synker i disen som en stor, rød blodappelsin over junglens trætoppe, og flokke af næsehornsfugle flakser over trætoppene, mens junglens vilde elefanter i dusinvis kommer ned til vandhullet for at slukke tørsten.

De mange timer i sadlen giver heldigvis en velsignet appetit og gud ske tak og lov for det, for der er så mange fristelser, man kan sætte sine tænder i her på tropeøen Sri Lanka, at det næsten er for meget af det gode. Smørbagte krabber ved kystbyen Negombo, og her er to typer: en sort krabbe fra lagunen og en blågrå art fra dybhavet. Nationalretten i Sri Lanka er ”Rice and Curry”. Curry er krydret, tyk kryddersovs med enten fisk, rejser, oksekød, svinekød eller grøntsager og med ris som tilbehør. En traditionel omgang Rice and Curry skal spises med fingrene, hvilket vi også, lidt klodset, forsøger os med, til stor fornøjelse for de lokale på restauranten. Men skik følge eller land fly, siger man jo.

Rejser du på disse kanter, så skal du unde dig selv at smage ”Kottu Roti”; en ret af grofthakket fladbrød, grønsager med fx kylling, æg eller hytteost. Dybstegte samosaer med krydret grønsags- eller kødfyld er også et must. Og de spøjse Egg-Hoppers, en slags pandekager, der steges i en særlig pande, formet som en skål, hvori der fyldes diverse krydderblandinger. Det skylles ned med en lokal Lion Beer, en lokalproduceret pilsnerøl, eller med en Arrack Cocktail. Arrack er en brændevin lavet på mæsk fra kokospalmens blomster eller andre lokale frugter.