Sætter man sig op på en motorcykel for at suse tværs over tropeøen Madagaskar i Det indiske Ocean, skal man være forberedt på en oplevelse, der på alle måder er et bombardement af sanserne. Og når man parkerer maskinen for at holde pause, står den lokale befolkning nærmest i kø for at gribe en om hjertet.

Det er december måned, solen bager fra en skyfri himmel, temperaturen nærmer sig de 32 grader, og et par hyrder driver en flok sorte, brune og brogede zebuokser ned ad landevejen. Zebuernes store horn gynger op og ned, og de karakteristiske pukler vrikker fra side til side. Kvæget trasker tæt forbi vores motorcykler, der er parkeret her i rabatten på ”Zebu Highway”, der strækker sig fra havnebyen Tulear i syd til hovedstaden, Antananarivo, der ligger i ca. 1200 meters højde i det centrale højland. ”De driver deres kvæg ad denne landevej, hele 930 km kilometer til hovedstaden, til fods, hvor de store kvægmarkeder er.

Det er for dyrt at sætte dem på en lastbil. Hvis en af zebuerne omkommer undervejs, skal hyrderne tage hornene med hjem til kvægets ejer, som bevis på, at de ikke har solgt zebuen på et af de mange markeder, der findes på denne strækning. Det er en helt almindelig del af aftalen mellem ejeren af kvæget og hyrderne. Hyrderne sover undervejs i grøftekanten, og når de har solgt kvæget, tager de en lokal bus tilbage til kysten og starter forfra. Turen tager cirka fem uger. Daglønnen er ikke mere end et par euro per dag.

Her i Madagaskar har zebuokserne en stor betydning for kulturen: fx har Barafolket, en af landets 18 stammer, en manddomsprøve, der går ud på, at den unge dreng skal stjæle en fuldvoksen zebuokse for at blive godtaget som værende en rigtig mand. Og her ude på landet måles en mands rigdom og status i, hvor mange zebuer han ejer. Og så har Madagaskars fodboldlandshold en zebuokse med en fodbold mellem hornene som logo. Og når de scorer, danser spillerne rundt på banen, mens de holder pegefingrene oppe på panden, så de ligner zebuens spidse horn.” Vores motorcykelguide, Nicolas Duclos, fortæller os om hverdagslivet her i Madagaskar på engelsk, men med en tydelig fransk accent, det leder ens tanker hen på tv-serien ’allo ’allo. Og han kender hverdagslivet særdeles godt, for selvom han er af fransk afstamning, så har han levet hele sit liv i Madagaskar og taler to af de lokale sprog. Han har to små børn med en lokal kvinde på øen Nosy Be, der ligger ud for nordvestkysten. Her driver han et resort for turister fra hele verden, når han altså ikke suser rundt på landevejene som motorcykelguide.

Lidt klogere på det hårde liv for de lokale næringsdrivende og zebuens betydning for livet her i landet, hopper vi op på vores motorcyklerne og kører mod syd i den retning, hvor zebuerne og hyrderne kom fra.

Svæver gennem landskabet som sorte glenter

På en motorcykel gennem bjergene i Madagaskar mærkes vindens vekselvirkning mellem varme og kølige briser, og man føler sig hurtigt fri som fuglen, når man sejler gennem landskabet og læner sig fra side til side på motorcyklen i svingene. Duften af brænderøg og grillet kylling fra gadekøkkenerne når ens næsebor her på motorcyklen, hvor man ikke er beskyttet af aircondition og komfort i en turistbus, men selv er herre over fart og frihed. Til gengæld skal man så også være særlig opmærksom på det ansvar overfor for andre, man har i trafikken, og holde øje med hullerne i vejen, for dem er der mange af.

Ligesom der er mange af de overlæssede og tætpakkede taxi busser med lokale rejsende. Taget på disse små lokale og farverige busser ligner et omkringrejsende pulterkammer fyldt med cykler, store gule vanddunke, kufferter og store cirkulære fletkurve med kyllinger og kalkuner, der gisper i varmen. Indimellem kommer sådan et cirkus på fire hjul ræsende lige imod os, i vores vejbane, og giver tegn med lygterne om, at vi skal passe på og flytte os, for de har lige skiftet vejside for at undgå de værste huller. Her gælder trafikreglen, at størst kommer først, så vi trækker hensynsfuldt og overbærende helt ud i rabatten.

Det er trods alt os, der er gæster her i landet og på landevejen. Ude på landet overhaler vi hjemmebyggede sæbekassebiler, der er læsset med trækul og skubbes af fire-fem store børn, og inde i byerne er der et virvar af de gamle asiatiske rickshaws – og her løber man stadig på bare fødder på den gloende asfalt, ligesom man har set det på gamle sort-hvide fotos fra Fransk Indokina. På vej ud af hovedstaden vralter fede foie gras gæs rundt i vejkanten, side om side med sorte grislinger, der af og til piler over vejen, og midt i et sving ligger hunde i alle størrelse, magre såvel som velnærede, og sover til middag, så trafikken må sno sig udenom. Over vores hoveder hænger sorte glenter og leger i vinden, ligesom vi leger en lidt alvorligere leg, her med vores motorcykler på asfalten, og når der stiger en røgsøjle op fra en markafbrænding, flyver glenterne derhen og cirkler rundt i den brune røg for at lade sig afluse.

Tongasoa, vasaha! – Velkommen til Madagaskar!

Når man rejser på motorcykel, er der ikke nogen spildtid på banegårde, på parkeringspladser eller i turistbusser, for hele humlen er at køre motorcykel, og den største oplevelse er at komme fra A til B med alt det, der sker undervejs. Og som motorcyklist er man heller ikke forvist til de gængse turistholdepladser, når der er kørepause. Vi holder ind ved en tilfældig landsby eller ved en markedsplads for at se det lokale folkeliv på nært hold. Overalt, hvor vi stopper, vækker vi stor opmærksomhed, og så snart vi har fået hjelmen af, er vi nærmest omringet af interesserede landsbyboere. Især børnene er nysgerrige, og til tider ser de også lidt skræmte ud.

Forståeligt nok, for vi ligner sikkert en paramilitær enhed med alt vores sikkerhedsudstyr og Go Pro kameraer på hjelmene. Hilsenen, ”Salama, vasaha! Tongasoa”, bliver vi mødt med mange steder, og vi lærer hurtigt, at det betyder: ”Goddag, udlænding. Velkommen!” Og når vi forsøger at svare med de få fraser på malagassisk, som vores guider har lært os, afføder det store smil og latterudbrud fra de lokale. Her er man tydeligvis vant til, at hvide mennesker taler fransk og ikke nødvendigvis forsøger sig med de lokale sprog. Tager man et billede af børnene og viser dem det på displayet, griner de. Måske har de aldrig før set sig selv på et fotografi? – Lynhurtig er der opstået en kontakt mellem turisten og den lokale, grænserne mellem hvem, der kigger på hvem, bliver flydende, og vi bliver inviteret indenfor i de små hytter og vist rundt i landsbyen og nogle af børnene tager de kvindelige motorcyklister i hånden så er de rigtigt blevet dus.

Madagaskar ligger mellem Asien og Afrika, og det ses også tydeligt på befolkningen i højlandet, der er domineret af Merina-folket, som er en blanding af efterkommere af asiater og afrikanere. Merina-folket sejlede hertil fra Indonesien og Malaysia for ca. 1500 år siden og bosatte sig i højlandet, hvor de siden da har dyrket ris. Og ansigtstrækkene her i højlandet er også overvejende asiatiske, hvor mange har høje kindben og smalle øjne, hvorimod man tydeligt kan se, at folkeslagene fra det afrikanske kontinent har slået sig ned langs kysten.

Ved bjergbyen Ambositra går vi gennem en lund af eukalyptustræer til en lille lokal skole. John, der er maneger på det lille lodge, ”Sol de Solair de Madagascar”, hvor vi overnatter en enkelt nat, guider os rundt på skolen og fortæller, at eleverne her overvejende tilhører Betsileo-folket, der i Madagaskar er kendt for at være eksperter i risdyrkning. Her koster det en kop tørret ris om ugen af have sit barn i skole, for i denne del af landet hersker der naturalieøkonomi, og skolelærerne får noget af deres løn udbetalt i ris, som de så kan bytte til andre fornødenheder på markedet. Så kan vi velfærdsdanskere med ratepensionsopsparing og fastforrentede boliglån jo så tygge lidt på det, mens vi kører videre sydover ad ”Zebu Highway”.

Foie gras og Ravitoto

Efter en lang dag i sadlen på den trofaste jernhest er det godt at sætte sig til bords med en sund appetit. Fra 1986 var Madagaskar en fransk koloni, hvilket tydeligt ses på menukortet, der ofte indeholder de klassiske franske retter så som terrin de foie gras, steak med grøn pebersauce og pomfritter, bouillabaisse osv., så ingen med frankofile præferencer skal gå sultne i seng her. Men vover man pelsen og bladrer lidt videre i menuen til afsnittet om det afrikanske køkken, ja, så kan man virkelig få udvidet sin horisont, og er det ikke det, det hele handler om, når man nu engang er ude at rejse i en af verdens fjerneste afkroge? Retten ”Ravitoto” er lavet med knuste grønne blade fra maniokplanten, kogt med svinekød og kokosmælk og serveres med tilhørende dampende ris.

Maniokbladene er lidt bitre, men det opvejes fint af sødmen fra kokosmælken og fedtet fra svinekødet. Ravitoto er det tætteste man kommer på en nationalret i Madagaskar, fortæller Onintsoa Razafimahaleo, der er chauffør på turens følgebil. Og han bliver helt længselsfuld i blikket, når han malende beskriver, hvordan hans kone går tidligt på markedet for at få de friske maniokblade til denne ret, som hun gerne serverer to gange om ugen, og nu, da han er på tur, må han undvære hendes omsorgsfulde kogekunst i to uger. Endvidere får vi krydrede kødboller af zebukød, der serveres med en hed chilipure og dybstegte kugler af brøndkarse, der minder om indiske pakora. Alt dette er nærende og rustik bondemad her i Madagaskars højland, hvor man spiser ris tre gange dagligt – også til morgenmad.

Efter maden serveres flamberede banananer og den tilhørende rhum arrange, krydder-rom, med eksotiske nuancer af baobabfrugt, ananas eller den så efterhånden eksklusive og kostbare vanilje fra Madagaskar. Efter en lang dag med mange intense oplevelser på motorcyklen er vi så mætte af indtryk, såvel som af de eksotiske retter med sære navne som omby ritra og akoho rony, at de fleste af os er ved at være mere end grydeklare. Der er dog nogle af vores medrejsende, der mener, at natten endnu er ung og tager med Onintsoa og Nicolas på lokal karaokebar i landsbyen Ranomafana. Nicolas og Onintsoa varmer op med at synge franske kærlighedsballader mens teksten vises på en fladskærm. Bagefter tager DJ’en over og pumper Rihanna, Bob Marley og lokal malagassisk dansemusik ud i tropenatten, mens dansegulvet fyldes. Her til lands danser man tydeligvis mest med hofterne, som havde man kuglelejer i stedet for knogler: de er varmblodede.

En dukkert i Mozambique-kanalen

Den sidste strækning går mod stranden på vestkysten, hvor temperaturen viser hele 41 grader. ”It is getting really ’ot”, pruster Nicolas, da vi nærmer os kysten. Vi fravrister os de klæbrige, svedige motorcykelklæder, inden vi kaster os i Mozambique-kanalen, sundet mellem Madagaskar og Mozambique, for at køle vores overophedede kroppe, blot for skuffende at skulle konstatere, at havet er alt andet end svalende her syd for ækvator.

Ak ja, hvem skulle have troet, at man kunne brokke sig over varmen i december måned? Straks må vi søge tilflugt i skyggen under træerne ved poolen, hvor vi kan finde lidt kølighed, mens vi fordøjer indtrykkene fra motorcykelturen tværs over Madagaskar, der nu kører som en film på indersiden af øjenlågene, mens vi saligt døser hen.

Faktabox

Overnatning og spisesteder i hovedstaden, Antananarivo: På Hotel Belvedere bor man godt, hyggeligt og roligt med en terrasse i tre niveauer flot udsigt over Antananarivos bakkede bylandskab. Hotellet har også en god restaurant der servere lækre retter fra det lokale, malagassiske køkken. Vil man have god fransk mad, kan man spise på Restaurant B der ligger overfor hotellet, på restaurant Rossini lidt længere nede ad gaden eller på Kudeta, der ligger rundt om hjørnet.

Tid på stranden: I Ifaty på vestkysten kan man bo godt på fx Bamboo Club lige ud til Mozambique kanalen. Resortet kan også arrangere snorkelturer, hvalsafari og turer i troldeskoven med de mange bizarre baobabtræer.

Valuta: Den lokale valuta hedder Ariary og forkortes MGA: 1000 Ariary svarer til ca. 2 kroner.