Befolkningen i Burma bekender sig overvejende til buddhismen, og skal man opleve blot en af landets storslåede helligdomme, så er den 98 meter høje, guld- og juvelbesatte Shwedagon-pagode i hovedstaden Yangon (Rangoon), det bedste bud: helligdommen knejser over byen på en bakke ved navn Singuttara, og uanset hvor i Yangon, man befinder sig, kan man altid orientere sig i forhold til den gyldne pagode.
Shwedagon-pagoden er 2.500 år gammel, og den blev bygget som en sarkofag til et relikvie, otte hår fra Buddha, der ifølge myten levede og døde i Indien ca. samtidig med, at denne pagode blev opført.